For nogle måneder tilbage deltog vi i mit team i et kompetenceudviklingskursus. For nyligt havde vi så et kontormøde, hvor vi måtte sande, at vi nærmest ikke havde implementeret noget derfra – hvis overhovedet.
Og det er jo lidt tankevækkende! Hvis vi i et kontor fuld af læringsspecialister ikke sørger for at få overført læringen til vores egen praksis, hvordan kan vi så nogensinde tillade os at forvente, at en helt almindelig ansat, som ikke har læring og udvikling som sit arbejdsområde, gør det? Det kan vi selvfølgelig ikke!
Morten Münster skulle angiveligt have sagt noget i stil med, at hvis du ikke planlægger efter implementering, så planlægger du efter glemsel. Jeg har ikke kunne finde frem til, at det skulle komme fra ham, men det gør det ikke mindre sandt.
Så hvad skal vi så gøre? Vi skal selvfølgelig planlægge!
(Der er også et ordsprog på engelsk, der hedder failing to plan is planning to fail.)
Hvorfor skal vi planlægge?
Svaret på det spørgsmål giver næsten lidt sig selv, når man lige har læst indledningen. Men jeg vil dog alligevel underbygge det med et studie, som jeg altid har fundet ret tankevækkende.
I studiet*, som handlede om motivation for og udøvelse af motion, blev deltagerne inddelt i 3 grupper.
Gruppe 1 fik besked på at tracke deres træning i 2 uger
Gruppe 2 læste artikler og lyttede til foredrag om fordelen ved fysisk aktivitet, og blev bedt om at tracke deres træning i 2 uger
Gruppe 3 skulle formulere en plan for, hvornår de ville træne ud fra følgende skabelon: “During the next week, I will partake in at least 20 minutes of vigorous exercise on (DAY) at (TIME) in (PLACE)”.
Resultaterne var som følger:
Gruppe 1: 35 % lykkedes med at træne
Gruppe 2: 38 % lykkedes med at træne
Gruppe 3: 91 % lykkedes med at træne(!)
Så effekten af at planlægge er tydeligvis ret stor, hvilket også er årsagen til, at den er blevet døbt planning effect.
*Combining motivational and volitional interventions to promote exercise participation: Protection motivation theory and implementation intentions (Milne, Orbell & Sheeran, 2002)
Hvordan planlægger vi?
Svaret til det er egentlig ret simplet. Vi skal bare lave en plan for, hvornår vi har tænkt os at implementere. Og desto mere specifik en plan, desto bedre.
I Skatteministeriets koncern arbejder vi med læringskontrakter, som indgås mellem deltageren og dennes leder, hvor man blandt andet skal forholde sig til, hvorfor man skal deltage, hvad man ønsker at opnå med deltagelsen, hvordan man har tænkt sig at anvende det lærte, og hvordan det ville se ud, hvis man er lykkedes med at anvende det.
Nu kalder jeg dette en læringskontrakt, men det er faktisk også lidt dét, som hedder implementation intentions. Her laver man en detaljeret plan for, hvornår og hvordan man vil anvende det lærte. Et eksempel kunne f.eks. se således ud.
Eksempel fra lederudvikling
| Situation | Handling |
| Hvis jeg mærker trangen til at gøre opgaven selv, fordi jeg tænker, det er hurtigere… | … Så vil jeg i stedet straks åbne opgavefordelingsarket og tildele opgaven til den relevante medarbejder |
Eksempel fra præsentationsteknik
| Situation | Handling |
| Hvis jeg under præsentationen mærker, at nervøsiteten tager over, og jeg får lyst til at kigge ned i mine noter… | … Så vil jeg i stedet tage en dyb indånding, se på en venlig kollega og fortsætte med det næste hovedpunkt |
Som det ses, er de altså bygget op om “hvis” og “så” statements.
Det behøver ikke at være sværere. Og hvis man så i øvrigt lige sætter sin underskrift, så det forpligter lidt mere, så er man allerede markant tættere på at lykkes med implementeringen, end hvis man intet havde gjort.
Visualisér dig forandringen
Implementation intention er én måde at gøre det på, som jeg ofte selv har anvendt – primært når jeg har udviklet læring- og udviklingsinterventioner. Jeg burde dog også blive bedre til at anvende det, når jeg selv skal lære noget.
En anden metode, som man også kan anvende, og som er en lille tilbygning af implementation intention, er noget, som hedder Mental Contrasting with Implementation Intentions eller MCII.
MCII går i sin enkelthed ud på, at man skal lave en lille tankescenarie, før man udfylder sin implementation intention. Og dette tankescenarie hedder altså mental contrastning.
Man skal visualisere for sig, hvordan det ser ud i dag, når man ikke gør dét, som man ønsker. Dernæst skal man visualisere for sig, hvordan det kan se ud, hvis man gør det ønskede. På den måde skaber man en kontrast mellem nuet og den ønskede situation, hvilket skaber større opmærksomhed, forståelse og motivation for at implementere den ønskede adfærd.
Opsummering
- Hvis du planlægger at implementere ny viden eller færdigheder, så er chancen for at det bliver implementeret meget større, end hvis du ikke planlægger
- Faktisk viser et studie, at effekten af at planlægge er X gange så stor, som hvis du ikke planlægger
- En let måde at planlægge sin implementering er med implementation intentions
- Implementation intentions er små hvis…, så… statements, f.eks. “hvis jeg mærker, at jeg begynder at zone ud under møder, så vil jeg gentage de ord, som der bliver sagt, for mig selv inde i mit hoved, så jeg husker at følge med”.
- En anden metode er Mental Contrasting with Implementation Intentions eller MCII.
- Det er en overbygning på Implementation intentions, som går ud på at visualisere for sig, hvordan det ser ud i dag, når man ikke gør de ting, man ønsker sig. Og dernæst hvordan det kunne se ud, hvis man udøver den ønskede adfærd.
- På denne måde visualiserer man en kontrast mellem nuet og den ønskede adfærd, som skaber en større opmærksomhed, forståelse og motivation for at at implementere og anvende.
Skriv et svar