Et ofte misforstået og “misbrugt” stykke læringsteori er Lev Vygotskys Zonen for nærmeste udvikling… også nogen gange omtalt som Læringszonen eller Læringszonemodellen.
Man ser den oftest anvendt som på modellen ovenfor, hvor vi har en komfortzone, en læringszone og en panikzone. Her er præmissen ofte, at vi skal have folk ud af komfortzonen og over i læringszonen, for at de kan lære noget. Vi skal dog være opmærksomme på ikke at gøre det for svært og kompliceret, for så vil de i stedet ofte havne i panikzonen.
Der er sådan set ikke noget forkert i at anvende modellen på denne måde. Hvis vi er komfortable med det vi laver, fordrer det ikke til synderlig udvikling. Og hvis vi bliver kastet ud på alt for dybt vand, har vi nok mere fokus på at holde os ovenvande end på rent faktisk at lære på en meningsfuld måde. Og derfor giver denne anvendelse af modellen også fin mening.
Men! Når modellen nu udspringer fra Vygotsky og endda også ofte tilskrives ham, er det værd at bemærke, at dette ikke er den korrekte anvendelse.
Hvad jeg kan og ikke kan klare selv
Vygotsky brugte nemlig modellen til at beskrive, hvordan man laver optimal instruktion. Og her arbejder han med 3 kategorier:
- Dét, jeg kan klare selv / unassisted: Dette refererer altså til komfortzonen i modellen ovenfor. Men Vygotsky har på intet tidspunkt påstået, at der ikke kan finde læring sted her, blot at det er disse ting, som du kan lære af dig selv.
- Dét, jeg kan klare med hjælp / assisted: Dette referer til læringszonen i modellen. Men her var Vygotskys fokus altså på de ting, som vi kun kan klare, hvis vi får hjælp til dem. Det er også denne zone, han omtaler som zonen for nærmeste udvikling. Jeg har også tidligere set den omtalt som “The bittersweet zone”, da læring og udvikling både kan være en virkelig anstrengende og givende proces på samme tid.
- Dét, jeg ikke kan klare, selv med hjælp: Dette referer så til panikzonen i modellen. Det er de ting, som man ikke ville kunne klare, selv hvis man fik hjælp. Her er det dog værd at bemærke, at det er ting, som man ikke kan klare endnu… men det kommer vi til.
Så modellen er altså bygget op om instruktion, og hvad man kan klare med hjælp fra en anden. Og i Vygotskys framework er denne “anden” en More Knowledgeable Other… altså en anden person end dig selv, som ved mere end du gør, og som kan hjælpe dig.
More Knowledgable Other
I Vygotskys tid (1896-1934) tog assistance fra denne More Knowledgeable Other primært form af fysisk instruktion/træning eller læsning. Men i dag kan assistancen tage mange former: Det kan være alt lige fra e-learning-moduler, YouTube, TikTok, Reddit, min blog, ChatGPT eller f.eks. en intern learning marketplace, hvis man har sådan en.
Konceptet er grundlæggende bare, at du skal have en anden, der ved mere end dig selv, til at forklare dig tingene. Vi ved ikke, hvad vi ikke ved, og derfor skal vi bruge andre, der rent faktisk ved det, til at hjælpe os.
Vi kan selvfølgelig lære meget selv og udvikle os gennem trial and error. Men hvis vi ikke har nogen måde at verificere denne viden, kan vi ikke vide, om vores læring og erfaringer faktisk er korrekte, eller om vi har lært noget forkert. Og af samme grund stiller det selvfølgelig også krav til, at denne More Knowledgeable Other rent faktisk ved noget… og ikke bare tror, at de ved noget.
Ingen grænser for udvikling
Når jeg taler om, at den yderste zone er ting, som vi endnu ikke kan selv med hjælp, så skyldes det, at vi heldigvis har mulighed for at udvikle os. (Vygostky havde growth mindset, før det overhovedet var et begreb!)
Når vi lykkes med at lære noget i Zonen for nærmeste udvikling, vil dette fremover være noget, som vi kan klare selv unassisted. Og det betyder også, at vores niveau har rykket sig, og at vi derfor fremover vil være i stand til at klare ting med hjælp, som vi ikke før kunne klare med hjælp. I teorien er der således faktisk ingen grænser for, hvor meget du kan udvikle dig, så længe du bare kontinuerligt kan finde nogen, der ved mere end dig, og som kan instruere dig.
Men det er selvfølgelig ikke ligegyldigt, hvordan du bliver instrueret…
Stilladsering
Begrebet Stilladsering (eller scaffolding) bliver også ofte fejlagtigt tilskrevet Vygotsky, da det oftest bruges i flæng med Zonen for nærmeste udvikling. Men det er faktisk den amerikanske psykolog Jerome Bruner, der er ophavsmand til begrebet.
Stilladsering er en metafor for et bygningsstillads og handler om, hvordan man gradvist stabler mere og mere læring oven på hinanden, så det gradvist bliver mere og mere kompliceret. Hvis man skal nå noget på 6. sal, er man nødt til at have et stillads på plads, som skal bygges én etage efter den anden. Og det er helt samme princip med stilladsering i instruktion. Hvis vi vil nå 6.sals-viden, er vi nødt til først at skulle forbi stueetage-viden, 1.etages-viden osv.
Forudsætningen for at lykkes med stilladsering er grundlæggende at have styr på sit materiale. Man skal kende det godt nok til at vide, hvad der er det mest og mindst komplekse. Man skal være struktureret i sin planlægning og sekvensering – og f.eks. anvende chunking, hvor man inddeler ting i små logiske bidder. Og så skal man naturligvis også sikre, at der er en klar rød tråd.
Og så kræver det selvfølgelig også, at man kender sin modtager for at lykkes med stilladsering. Du kan ikke ramme din modtagers zone for nærmeste udvikling, hvis du ikke ved, hvad de kan og ikke kan i dag. Og i en L&D-kontekst er det derfor rigtig vigtigt at lave sit forarbejde, så vi hverken skyder for højt eller for lavt, når vi udvikling læring på den ene eller anden måde.
Opsummering
- Modellen består af 3 kategorier: hvad jeg kan klare selv; hvad jeg kan klare med hjælp; hvad jeg ikke kan klare selv med hjælp.
- Hvad jeg kan klare med hjælp er det, som hedder Zonen for nærmeste udvikling
- Hjælpen skal komme fra en “More Knowledgeable Other”, og det kan i dag være alt lige fra en person til en YouTube-video.
- Når vi mestrer noget i Zonen for nærmeste udvikling, rykker vores zone for nærmeste udvikling sig.
- For at sikre, at man rammer Zonen for nærmeste udvikling, skal man bruge stilladsering.
- Stilladsering er en gradvis stigning i kompleksiteten af det materiale, man udsættes for.
Skriv et svar