En af lærings- og kognitionsteoriens evergreens må uden tvivl være Hermann Ebbinghaus’ Glemselskurven (The Forgetting Curve). Den bruges alle mulige steder – nogle gange i sin oprindelige form og nogle gange som del af andre modeller.
Jeg har faktisk allerede omtalt den i et tidligere indlæg, som handlede om retrieval practice og spaced repetition, men nu tænkte jeg, at den alligevel fortjener sit eget indlæg.
Hukommelsespsykologiens founding father…
… eller i hvert fald én af dem. Ebbinghaus pionerede nemlig feltet med sine studier inden for hukommelse og glemsel, hvilket siden hen blev grundlaget for hans kendte model: Glemselskurven.
Det er værd at bemærke, at Glemselskurven blev publiceret helt tilbage i 1880’erne, så den har mange år på bagen. Og studiet, som kurven blev skabt på baggrund af, ville nok heller ikke helt klare skærene i dagens psykologi.
Så hurtigt glemmer vi
Studiet gik ud på, at Ebbinghaus opfandt en masse lister med nonsens-stavelser, som f.eks. DAX, BUP, LOK, WUP, ZAP. Ord, som ikke havde nogen egentlig betydning (som COS eller CIA ville have for os i dag), og som derfor ville være helt fri for tidligere viden eller associationer, som ville kunne påvirke resultaterne. Han ønskede med andre ord at studere en helt “ren” hukommelse.
Fremgangsmetoden var, at Ebbinghaus studerede en liste og dernæst undersøgte, hvor meget han havde glemt efter bestemte tidsintervaller. Resultaterne var ofte mere eller mindre de samme, og efter adskillige forsøg gav det en kurve, som siden hen fik navnet Glemselskurven.
Den fulde forklaring af Ebbinghaus’ studie
Forklaringen af studiet ovenfor er faktisk ikke helt fyldestgørende. Men det er en dejlig forsimplet beskrivelse, som er let at forstå og huske. Hvis du vil have den rigtige forklaring, kan du læse denne infoboks. Hvis du vil nøjes med den simple forklaring, kan du springe videre til næste afsnit.
Ebbinghaus undersøgte hvor mange gentagelser, han skulle igennem for at kunne huske hele listen. Efter en rum tid ville han så på ny undersøge, hvor mange repetitioner han havde brug for for at kunne huske hele listen. Dette ville som regel være et lavere antal repetitioner end den første gang, da han nu kunne huske noget af listen fra tidligere.
Hvis han f.eks. havde brug for 10 repetitioner af listen første gang, og kun 6 repetitioner anden gang, havde han “sparet” 4 gentagelser, svarende til 40 %. Det svarer så omvendt til, at han havde glemt 60 % – altså den del, som de 6 gentagelser krævede af ham for at kunne huske det hele igen.
Denne tilgang kaldte Ebbinghaus for “The Savings Method” (eller “Ersparnismethode”… han var jo tysker).
Er det overhovedet læring?
Den kritiske læser vil måske spørge sig selv, om det overhovedet er læring at huske nonsens-stavelser udenad. Og svaret er, tja, måske.
En bredt anerkendt definition på læring er “a change in long-term memory” (Kirschner, Sweller, & Clarke, 2006) – altså en ændring i langtidshukommelsen. Så når Ebbinghaus er i stand til at genkalde noget fra langtidshukommelsen, som ikke var der før (han studerede en helt “ren” hukommelsen), så må læring jo have fundet sted!
Spørgsmålet er derfor nok snarere, om glemselskurven afspejler den type læring, som vi typisk bedriver som læringskonsulenter, undervisere, e-lærings-designere osv., som tager udgangspunkt i noget konkret og virkeligt, modsat Ebbinghaus’ studie. Ofte vil vi nemlig sørge for at knytte ny viden til eksisterende viden, hvilket også vil gøre det lettere at huske i fremtiden end nonsens-stavelser.
Siden kurven blev skabt for over 140 år siden, er der blevet lavet adskillige lignende forsøg for at eftertjekke Ebbingshaus’ glemselskurve. Selvom disse forsøg ikke nødvendigvis rammer plet på procentsatserne, så viser langt de fleste af dem en kurve, som langt henad vejen minder om den.
Hvad kan man gøre for at huske bedre?
Det spørgsmål stillede Ebbinghaus også sig selv. Og svaret var “The Spacing Effect”. Det svarer i store træk til det, vi i dag omtaler som Spaced Repetiton, nemlig at sprede læringen ud over længere tid i stedet for at servere (eller modtage) den i én samlet klump.
Det giver en kurve, som over tid flader mere og mere ud på en højere procentsats af hukommelse
Lidt i tråd med spaced repetition findes Train-Transfer-Sustain-modellen, som også inkorporerer Glemselskurven. Her er tanken, at vi efter endt læringsaktivitet skal hjælpe deltageren med at få læringen overført til deres praksis, og siden hen hjælpe dem med at fasteholde og forankre den nye læring gennem kontinuerlig anvendelse og udbygning af viden – f.eks. gennem performance support.
Model venligst udlånt af Blendit, som også var dem, der introducerede mig til modellen. Kilde
Vi bruger i Skatteministeriets koncern selv en model, der minder om Train-Transfer-Sustain. Denne model hedder dog Før-Under-Efter-modellen. Den lægger, som navner antyder, vægt på, at der skal tænkes før- og efter-aktiviteter ind i en læringsintervention. Det er altså en model, som ligesom 70-20-10-modellen sikrer, at vi husker at have transfer, forankring og fastholdelse for øje, når vi udvikler læring.
Opsamling
- Hermann Ebbinghaus regnes som en af hukommelsespsykologiens founding fathers.
- Hans mest kendte bidrag er Glemselskurven (The Forgetting Curve), som blev publiceret i 1885.
- Glemselskurven viser, at vi glemmer hurtigst lige efter indlæring, hvorefter glemslen flader ud over tid.
- Ebbinghaus brugte sig selv som eneste testperson gennem adskillige forsøg over flere år.
- For at studere “ren” hukommelse opfandt han nonsens-stavelser – ord uden betydning eller tidligere associationer, f.eks. DAX, BUP og LOK.
- Kurven er siden blevet bekræftet af adskillige lignende forsøg, selvom de ikke rammer plet på de præcise procentsatser.
- Ebbinghaus fandt selv svaret på, hvordan man modvirker glemslen: The Spacing Effect – at sprede læringen ud over tid frem for at modtage den i én samlet klump.
- Train-Transfer-Sustain-modellen bygger videre på denne tanke og inkorporerer Glemselskurven som en del af sit framework.
Skriv et svar