Jeg hørte for noget tid tilbage den britiske model David Gandy sige “If you don’t have Imposter Syndrome, you’re not challenging yourself.” Og det fik mig virkelig til at tænke, da jeg synes, det er ret spot on. Men jeg ved dog ikke, om Imposter Syndrome er det helt korrekte begreb at bruge i denne henseende.
Så det skal vi kigge nærmere på i denne post. Samt Imposter Syndromes modstykke Dunning-Kruger Effekten.
Hvad er Imposter Syndrome?
Imposter Syndrome er grundlæggende en følelse af ikke at være god nok til dét, man laver… samt en følelse af, at det bare er et spørgsmål om tid, før nogen finder ud af det.
Da der udelukkende er tale om en følelse, er der derfor ikke nødvendigvis nogen sammenhæng mellem at have Imposter Syndrome og rent faktisk at være en imposter (bedrager). Og faktisk bruges begrebet oftest om dygtige folk.
Ud fra et professionelt performance-perspektiv kan der være gode elementer i at lide af Imposter Syndrome, da det i rigtig mange tilfælde vil tvinge folk til at arbejde hårdere og simpelthen derved blive (eller være) dygtigere. Men det modsatte hænder også, hvor folk enten brænder ud over den øgede indsats eller måske udvikler stress over følelsen af ikke at være god nok og frygten for at blive exposed.
Og derfor er der som sådan heller ikke noget som helst positivt ved Imposter Syndrome. For at udvikle sig er naturligvis ikke afhængig af at skulle føle, at man ikke er dygtig nok og nok snart bliver opdaget. Man kan sagtens have lyst til kontinuerlig selvudvikling, uden at det skal tynge ens psyke, som det er tilfældet med Imposter Syndrome.
Og derfor mener jeg ikke, at Imposter Syndrome er det rigtige begreb, som David Gandy bruger…
At vide hvad man ikke ved
Den amerikanske psykolog Adam Grant har skrevet en bogen “Think Again: The Power of Knowing What You Don’t Know”, som jeg i øvrigt helt klart kan anbefale.
Bogen går grundlæggende ud på, at der er en stor styrke i ikke at blive intellektuelt magelig. Men i stedet at være opmærksom på, hvilke steder man kan forbedre sig. Og hvis man lykkes med at identificere punkter, man kan forbedre sig på, så indrømmer man også indirekte, at man ikke har alle de kompetencer inden for det pågældende felt, man kunne have. Og jeg tror, det er dét, David Gandy mener, når han omtaler Imposter Syndrome som sin motivation til kontinuerlig forbedring.
Man skal altså med andre ord være nysgerrig, hvad man ikke kan og ved (gå fra ubevidst inkompetent til bevidst inkompetent)… for så siden hen at gøre noget ved dette. Men man skal også være nysgerrig på hvilke ting, man allerede kan gøre, men som man kan udvikle sig indenfor og derved gøre endnu bedre…
Og hvis man skal udvikle sig, er Zonen for nærmest udvikling rigtig relevant.
Folk som faktisk er imposters
Det modsatte af Imposter Syndrome omtales ofte som The Dunning-Kruger Effect (Dunning-Kruger effekten). Og den effekt er lige dele sjov og sørgelig!
Kort sagt beskriver effekten, hvordan folk ofte overvurderer egne evner inden for emner, som de ikke ved særligt meget om. Grundlæggende fordi de ikke ved nok om emnet til at vide, hvad de ikke ved… og derfor fejlagtigt tror, at de ved meget om det pågældende emne.
Forsøget, som skabte begrebet, bestod i, at psykologerne Dunning og Kruger fik en masse testpersoner til at tage en matematiktest, og de bad dem derefter om at vurdere, hvor godt de havde klaret sig. Og resultaterne er som vist nedenfor. Dem, der havde klaret sig dårligst (blå nederst til venstre), vurderede deres egen bedrift markant højere end tilfældet egentlig var (rød øverst til venstre). Mens dem, der havde klaret sig bedst (blå øverst til højre), vurderede egen bedrift lavere, end den egentlig var (rød øverst til højre).
En ekspert på et givent emne ved udmærket, hvad det vil sige at være dygtig inden for dette emne. Og de vil oftest være pinligt bevidste om alle de ting, som de endnu ikke kan (altså en slags Imposter Syndrome). Men det modsatte er altså også tilfældet… at folk simpelthen ikke ved, hvad de ikke ved, fordi de ikke har dyb nok viden om emnet. Og derfor vil de tro, at deres viden om et givent emne er ret omfattende, selvom den i virkeligheden er ret begrænset og overfladisk.
Dette knytter sig i øvrigt til begreber Illusion of Explanatory Depth, hvor folk har en illusion om, at de kan forklare ting i større detaljegrad, end de rent faktisk kan.
Og derfor er 2 ting sikre: Hvis du ikke er bevidst om dine egne mangler, kan du ikke arbejde på dem… Og hvis du er magelig og bare handler per automatik, så udvikler du dig heller ikke. Og derfor taler man om styrken i at vide, hvad vi ikke ved (jf. bogens titlen på Adam Grants bog). Dette er sandt både for dig selv og for andre, som du skal hjælpe med at performe (når man arbejder inden for L&D, medarbejderudvikling eller undervisning).
Og apropos Adam Grant vil jeg lige slutte af med denne post fra ham… så må Growth Mindset være til et fremtidigt indlæg:
Opsummering
- Imposter Syndrome er en følelse af ikke at være god nok, og at det bare er et spørgsmål om tid, før man bliver opdaget.
- Imposter Syndrome er oftest forbundet med folk, som faktisk er dygtige.
- Imposter Syndrome kan få folk til at arbejde endnu hårdere, men det kan også få folk til at brænde ud.
- Det modsatte af Imposter Syndrome er Dunning-Kruger effekten.
- Her tror folk fejlagtigt, at de er dygtige til noget, selvom de slet ikke er det. Primært fordi de ikke ved nok om emnet og derfor ikke ved alt det, de ikke ved. De tror derfor, at deres viden er mere omfattende, end den egentlig er.
- Dunning-Kruger effekten knytter sig til begrebet Illusion of Explanatory Depth, som beskriver, hvordan folk fejlagtigt tror, at de kan forklare ting i større detaljegrad, end de egentlig kan.
Skriv et svar